mors dans

Nordjyske-pia

Rend mig i traditionerne

"Rend mig i traditionerne" er overskriften på en klassisk roman af Leif Panduro, hvor emnet er de unges modsætningsforhold til den ældre generation, men det er ikke romanen der egentlig er mit billede på denne klumme, men blot dens titel.

Jeg har tit haft lyst til at sige " Rend mig i traditionerne" eller "vi begraver lige plejer", men ofte ender jeg alligevel med at sige, nej, det er nu meget godt vi har en tradition, en sædvane eller en "plejer" på mange tidspunkter i livet.
Vi har mange traditioner vi i forskellige sammenhæng og forskellige fællesskaber er fælles om, Julen, Påsken, Ramadanen, Sabatten og andre religiøse eller kulturelt bestemte traditioner.

Vi har historiske eller politiske bestemte traditioner som Grundlovsdag, 1. maj , 8. marts . I denne uge, 1. tirsdag i oktober, havde vi Folketingets åbning, der som vanligt var en festdag, hvor de politiske budskaber fra regeringen fik lov at stå stort set uimodsagt " det er jo en festdag". På torsdag - altså i dag " trækker vi for alvor i arbejdstøjet ".

Traditionen er god nok, synes jeg, men at den er en undskyldning for at sætte det politiske forhandlingsarbejde på hold i flere måneder fra sommermøderne og til nu, er måske ikke så smart i min optik.

Det er åbenlyst at Danmark trænger til, at der kommer troværdighed på den politiske arena, for set med mine øjne, er vi på vej mod et samfund med større ulighed, mindre ansvar for hinanden og en ikke sympatisk dyrkelse af egoisme og nationalisme.

 

        

 

Jeg plæderer ikke for valg, men for at de folkevalgte, uanset hvem de er, tænker sig om og handler anstændigt og respektfuldt også overfor de der har det sværest uanset alder, uddannelse, helbredstilstand og etnicitet. Måske er det meget enkelt. Lad politikerne tale ud og lad os bruge mindre tid på de tyggede politiske analyser.

Men tilbage til traditionerne. Vi har andre traditioner, både kulturelt og religiøst bestemt, vi har brylluppet, barnedåben og begravelsen i den kristne kultur. I denne uge blev jeg igen gjort opmærksom på hvordan disse traditioner bruges - og hvorfor jeg egentlig ikke helt mener " Rend mig i traditionerne " .

I søndags mistede jeg min far, der har været en klippe for mig i 62 år. I den skrivende stund skal jeg lige straks til et møde med præsten og dagen efter dødsfaldet kom bedemanden - alt sammen traditionelt og trøstende i en svær tid. Begravelsesritualet ligger nogenlunde fast og som involveret skal man ikke bruge kræfterne på at sætte nye dagsordener eller overbevise nogen om hvordan det skal være. Det ligger i traditionen og er en stor trøst i situationen.

På samme måde står de nybagte forældre ved dåben og den nervøse brud eller brudgom ved alteret, traditionen sikrer roen i situationen, selv om man blot er kulturkristen og ikke dybt religiøs.

Og uden jeg har den store viden om det, er jeg sikker på at det samme sker i andre kulturer og religiøse sammenhænge.

 

 

Jeg tænker, de kulturelt religiøse traditioner er en støtte for mange af os i uvante situationer, men også en mulighed for at skabe fællesskaber og glade stunder som mange oplever i julen og påsken.

At nogle traditioner så gøres kommercielle, julen der starter i stormagasiner og storcentre i uge 43, påsken der indledes lige efter fastelavn med salg af alskens udstyr og det sidste nye skud på stammen Halloween, der fylder hylder i forretningerne er jeg mindre begejstret for.

Denne kommercielle tilgang til traditionerne er igen med til at skabe forskelle i samfundet, der er baseret på økonomi og muligheder for den enkelte - den er ekskluderende i stedet for at være inkluderende, som traditionen oprindelig skulle være. Lige her holder jeg fast i "rend mig i traditionerne ".

Traditioner står til at ændres, vi skaber mange nye dage og mange nye traditioner hele tiden. Ting der gentages bliver ofte traditioner i den enkeltes liv. foreninger og klubber har traditioner i fællesskabets navn, alle mennesker har traditioner de holder fast ved enten med sig selv eller med andre. Nogle er uhensigtsmæssige, nogle trøstende, nogle skaber af fællesskaber, nogle blot til glæde og fornøjelse.

Min konklusion på dette er at vi ikke bare kan "rende os i traditionerne", men at vi i den enkelte situation skal kigge på om traditionen er værd at bevare, om den gavner os eller fastlåser os, uanset om det er en tradition der er skabt kulturelt, religiøst, politisk eller historisk.