Godt nytår!

Det kan man godt sige, også den 5. januar. Dronningens nytårstale kan man have mange meninger om, men for mig er det en af de traditioner, jeg værdsætter højt. Og min respekt for ”denne kloge kone” blev ikke mindre efter i år. Hun havde mange betragtninger, men en af dem, der ramte mig, var:

”Lad os gøre et nytårsforsæt! Lad os prøve at se de mennesker, der omgiver os. Lad os huske også at lægge mærke til dem, vi ikke kender i forvejen. Hvordan står det til derhenne? Er der brug for en hjælpende hånd, lidt omsorg eller blot et genkendende godmorgen, et nik til den, vi står i kø med ved kassen? Man kan være ensom, også i vores travle, myldrende hverdag.”

Og jeg kunne fortsætte. Husk: ”En fremmed er en ven, du bare ikke har mødt endnu!” (Gnags 1988). Vi lever i en fortravlet tid, synes vi. Men ofte glemmer vi, at der er mennesker, som ikke har så travlt, som er overladt til sig selv og har svært ved at finde en mening med det hele. Mit fokus ligger i kraft af mit job hos de unge. Og desværre oplever jeg daglig, hvordan unge rammes af frygt, ensomhed og angst, selvom de er midt i et højskoleophold med gode kammerater, venner og mennesker, der vil dem.

Vores samfund er ikke et skønmaleri, hvor det hele kan sættes ind i en Matador-ramme, som statsministeren ønskede at gøre i sin nytårstale. Men et samfund, hvor mange bliver fremmedgjorte, og hvor retorikken sorterer og stempler dem, der har behov for et ekstra løft for at klare sig i hverdagen.

 

Et ungt menneske, Victoria, har begavet spurgt: ”Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre lidt om, hvordan unge ikke skal frygte fremtiden.” Og hun får et efter min opfattelse arrogant og uforskammet svar fra statsministeren: ”Mit svar til Victoria og alle andre unge er: Luk ørerne, når nogen siger, at alting var bedre i gamle dage. Det var det ikke. Husk fortiden, men grib fremtiden. Den er jeres. Vi skal gøre alle til fremtidens vindere!”

Intet om, hvordan dette skal ske i et samfund, hvor det lige nu opleves, som om der er en elite, der forsøger at skabe et samfund for den nye elite. Men glemmer, at alle ikke er født med samme muligheder. I et velfærdssamfund må det være en fælles forpligtelse at sikre, at alle tilbydes samme muligheder. Der kan så være nogle, der ikke ønsker at udnytte mulighederne. Det er den enkeltes valg.

Jeg ville gerne spørge statsministeren om, hvordan jeg og mine kolleger over det ganske land skal gøre de sårbare unge, vi møder i vores hverdag, til fremtidens vindere. Med det uddannelsesscenarie og uddannelsesloft, hvor man begrænser den livslange læring i Grundtvigs Danmark. Med begrænsninger i SU, som kræver, at du kan tage job eller et lån ved siden af. Med krav om hurtige valg og høje karakterer, for at den unge overhovedet kan komme i gang med en uddannelse. Alt dette, understøttet af en frygt, der konstant pustes til ikke mindst via en massiv mediedækning både i etablerede medier og på de sociale medier, suppleret med angsten for det ukendte, usikre og fremmede.

 

Jeg ville ønske, at vi kunne gøre alle til fremtidens vindere. Men begrebet vinder giver kun mening, når der er en taber, og jeg er alvorligt bange for, at vi mere og mere vil se et samfund, der består af vindere og tabere. Et samfund, der ikke er begrebet velfærdssamfund værdigt.

I et sådant samfund vil egoismen og ensomheden have gode kår. Enten fordi enhver har nok i sig selv, eller fordi taberen ikke orker konfrontationen med sin egen situation og derfor vælger isolationen. Det er ikke sundt for os. Det er ikke det, vores dronning opfordrer til. Så jeg vil gerne med et godt nytår til alle opfordre til, at vi laver en lille revolution, hvor parolen er: Så se da for pokker hinanden! Respekter og accepter, at vi alle skal være her. Og giv så plads og muligheder til dygtiggørelse for alle dem, der ønsker det, uanset niveau eller tidligere uddannelse. Jeg tror, at et kaotisk skattevæsen ville kunne finde pengene til det, hvis det havde den politiske opbakning.

 

Nordjyske pia