Nordisk folkemusik og polskadans
Uge 29: 15.07. 2012 - 21.07. 2012
En uge med folkemusik og polskadans
På højskolen har vi en mangeårig solid tradition for en uge med livlig folkemusik og polskadans. Som tidligere har vi allieret os med en erfaren flok musik- og danseinstruktører.
Om formiddagen er der ugen igennem valghold, og om eftermiddagen er der gennemgående hold. Det er instruktørerne fra de gennemgående hold, der også underviser på valgholdene. Som altid er der også fællesarrangementer på bedste højskolevis - morgensamlinger, Vesterhavsturen og hygge, musik og dans hver eneste aften. På de enkelte musikhold behøver man ikke spille det samme instrument som instruktøren. Alle mulige og umulige akustiske instrumenter er velkomne på alle musikholdene.
Nordisk folkemusik
Folkemusik fra Sverige - Mikael Sjögren og Maria Hultgren
Mikael er en super spillemand. Han blev i 1985 rigspillemand i Härnösand, Ångermanland i Lima-, Transtrand- og Malung-traditionen. Han vil på kurset videregive noget af det meget store repertoire, han er i besiddelse af.
Maria er også en fantastisk spillemand. Hun blev i 2008 rigsspillemand i Delsbo, Hälsingland i Rättvik- og Leksandstraditionen.
Folkemusik fra Norge - Jo Asgeir Lie
Jo Asgeir, der er en af Norges bedste harmonikaspillere, er samtidig en dygtig underviser. Der skal spilles bygdedans- og runddansmusik fra forskellige traditioner – både fra hardingfele- og almindelige feleområder. Et møde med den traditionelle og spændende folkemusik fra Norge.
Folkemusik fra Danmark - Henrik Jansberg
Henrik er en af de mest talentfulde unge violinspillere i Danmark. Han har det, man kalder ”tawet” - noget af det allervigtigste, når man spiller den danske folkemusik. På holdet skal der spilles dansk folkemusik fra forskellige områder af Danmark.
Rytmisk værksted - v/højskolens musiklærere, Søren Alstrup og Anders H.U. Nielsen
Udover melodi, frasering, dynamik m.m. spiller rytmen en væsentlig rolle i musik. Som et ekstra tilbud vil der et par gange i ugens løb blive mulighed for at arbejde med forskellige rytmer. Vi skal ”lege” med rytmerne, som vi skal have ind under huden vha. klap, stamp og sang. Åben for både dansere og musikere.
Polskadans
Polska for viderekomne og meget øvede - Bengt Mård og Britt-Mari Westholm
Bengt og Britt-Mari er to af Sveriges bedste polskadansere. De underviser i polskaer fra Dalarna, Bingsjö, Boda, Orsa og Bakmes. Der skal også danses senpolskaer, slängpolskaer og en del gammeldanse. Derudover får man mulighed for at stifte bekendtskab med andre danse fra Sverige.
Polska for begyndere og let øvede - Keld Mortensen
Keld er en tålmodig og dygtig danseinstruktør, der for efterhånden en del år siden blev grebet af polskaen. Han har selv lært mange af dansene af Kalle Strandell, som i mange år var den svenske danseinstruktør på kurset. Er du begynder, eller har du prøvet at danse lidt polska før er det dette hold, du skal vælge dig på.
Generel information
Gennemgående hold og valghold
Du skal vælge ét gennemgående hold - enten et af de tre folkemusikhold eller et af de to polskahold. Dette hold følger du hver eftermiddag hele ugen. (noteres ved tilmeldingen).
På valgholdet, der ligger om formiddagen, har du mulighed for at skifte fra dag til dag. Du kan vælge mellem dansk, norsk og svensk folkemusik eller polskadans. (noteres ved tilmeldingen).
Du har således mulighed for både at spille og danse.
Dansepartner eller ej
Ved valg af det gennemgående hold - polska for viderekomne og meget øvede - er det en fordel at have en dansepartner med.
Unge på kurset
Unge, min. 14 år, kan deltage på Nordisk Folkemusik og Polskadans, hvor de undervises på lige fod med de øvrige kursusdeltagere. Alle unge i alderen 14-20 år får 25% rabat med indkvartering på dobbeltværelse uden eget bad.
Instruktører:
Michael Sjögren, SE - violin
Maria Hultgren, SE - violin
Henrik Jansberg, DK - violin
Jo Asgeir Lie, No - harmonika
Keld Mortensen, DK - polskadanser
Bengt Mård, SE - polskadanser
Britt-Mari Westholm, SE - polskadanser
Kursusleder: Søren Alstrup, højskolelærer
Christian Foged, Folkemusikringen
Pris: 4300,-
Se flere videoer fra kurset her
Kursus-tilmelding
|
Krævet * |
