Hvis ikke hunden er menneskets bedste ven, så er hunden i hvert fald menneskets ældste ven. Allerede for over 14.000 år siden begyndte mennesker og hunde at leve sammen. Man mener, at det begyndte med, at hundene kom og spiste af menneskets møddinger.
I begyndelsen har hundene været sky, men efterhånden har de fået mere og mere tillid til mennesker - og omvendt.
Til sidst er mennesker og hunde blevet venner, og det har begge parter haft glæde af lige siden.
Så derfor sætter vi fokus på hunden i denne uge – kurset er for dig, der vil have hunden med på højskole - for dig, der vil vide mere om hunde eller overvejer at få en hund, for dig der bare godt kan lide hunde og gerne vil være i selskab med flere af dem – kort sagt for alle der vil udforske samspillet mellem hunde og mennesker.
Gennem foredrag, leg, læring, træning og meget andet beskæftiger vi os med, hvorfor hunden gør som den gør og ofte ikke gør. Vi hører om sanser og behov, om adfærd og opdragelse – vi skal på udflugter i lokalområdet – både i skoven ved Blokhus og på de lange hvide strande ved Vestkysten.
Aftenerne bruger vi på sang, foredrag, film og meget andet – se skemaet (klik her).
Medbring tøj til udeaktiviteter og al slags vejr. Kom og deltag i nogle sjove dage med børn og hunde og få mere ud af menneskets bedste ven.
Alle hunde bortset fra kamphunde er velkomne. Menneskedeltagere fra 4 år og opefter.
Kursusleder: Pia Schnoor, Søren Ottzen, forstanderpar
Undervisere: Bettina Hvidemose Bettina er eksamineret dyreadfærdsterapeut fra Etologisk Institut, hvorfra hun også er uddannet Heste- og Hundeejerinstruktør. Bettina driver til dagligt Center for dyreterapi og er desuden ansat på Nordsøen Oceanarium, hvor hun er ansvarlig for træningen af sælerne på stedet. Se evt. http://www.dyreterapi.dk
Flere af skolens lærere underviser også i ugens løb.
Pris: 4300,- Børn under 14 år 1000,- 14-18 år 2500,-