
Fotojournalistik på Vrå Højskole

Er du nysgerrig? Har du lyst til at finde, forme og fortælle historier? På fotojournalistik/journalistlinien går vi ud i verdenen omkring os, vi opsøger mennesker, der har noget på hjerte og fortæller deres historie. Med Vrå som base vil vi hamre et par søm i væggen til det store verdensbillede.
På fotojournalistlinien vil du få indblik i fotografiets virkemidler og udtryk i dagens blandede mediebillede. Et fotografi kan mere en bare at registrere og dokumentere.
Fotojournalistikken kan fortælle historier, skabe debat og formidle store følelser. Samtidigt vokser billedforbruget på nettet og andre digitale medier. Hvordan fotojournalistikken vil overleve i denne voldsomme strøm af information er bare et af mange spørgsmål, vi forsøger at få styr på undervejs.
Du vil komme til at arbejde med fotojournalistikkens forskellige genrer, som reportage, portræt, nyhed og sport.
Vi vil arbejde med forskellige fotografiske udfordringer som flash lyssætning og almindelig kamerateknik samt digitalt workflow og billedbehandling i Photoshop.
Du vil få kendskab til de journalistiske grundregler i:
- skrivningen
- genrer
- research
- interview
- storytelling
- retstavning
Gennem workshops og idéudvikling vil du få mulighed for at lave dine egne projekter og historier, som udgives på liniens egen hjemmeside.
Undervejs vil vi gennem efterkritik og diskussion blive bedre til at håndtere og forstå lidt mere af fotojournalistikkens væsen.
Det gode resultat er ofte afhængigt af samarbejdet mellem fotograf og journalist. Det får du lejlighed til at prøve af under kurset, hvor vi etablerer vores egen lille redaktion. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet.
Undervisere i fotojournalistik:
Pressefotograf Søren Schnoor har over 25 års erfaring fra dagbladsbranchen. Har været fotograf på Aalborg Stiftstidende / Nordjyske Medier i 17 år, herunder leder af fotoafdelingen. Fra 2001 billedredaktør på Politiken samt redaktør og fotograf på netavisen politiken.dk. Han arbejder nu som freelancefotograf og er stadig tilknyttet Politiken.
Journalist og forfatter Mads Nygaard er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996. Har lige siden skrevet i et væld af genrer, senest som medforfatter til bogen De 101 største øjeblikke i Dansk Fodbold.
Priser for højskoleophold.
Tilmelding: Udfyld tilmeldingen online eller hent tilmeldingen som pdf