Vraa Højskole - Lyst til at lære

Søg, vis og navigation

Mit Højskoleophold

Den 14. juni 2007, 14 dage inden jeg skulle dimittere fra Hjørring Gymnasium, fik jeg tilbudt et sponsoreret ophold til Vrå Højskole af Vendsyssel Sparekasse på fire måneder. Jeg havde forinden ligget søvnløs om natten i frygt for at skulle lukkes ud i den store vide Verden, uden den fjerneste idé om hvad jeg skulle foretage mig resten af mit nu ”voksne og uafhængige liv”. Tilbudet kunne ikke have passet bedre ind i mine planer!
 
Jeg er nu to måneder inde i mit ophold, og det har været de to bedste måneder i mit liv! Frygten for udslusningen til det voksne og farlige liv, er stærkt reduceret, og vi er blevet taget rigtig godt imod på Vrå Højskole. Det virker næsten som et fristed mellem de to verdener; vi nyder livet og nyder at lære hinanden at kende, på tværs af nationer, og alligevel bliver der stillet krav til os i form af den undervisning, vi møder op til.
 
Jeg går på ”Tekstil- og Designlinjen”, og får blandt andet undervisning i tegning, mønsterkonstruktion, stof-, stil- og farvelære og syteknikker. Jeg har altid syet meget, men får her lært rigtig meget basisviden omkring håndværket. Eleverne på mit hold kommer med vidt forskellige baggrunde og kan vidt forskellige ting, men der er plads til alle, og alle lærer noget nyt. –Der bliver sat krav, der passer til den enkelte.
 
Jeg ville ikke for noget i Verden undvære mit højskole ophold, og glæder mig til de to næste måneder. Jeg føler mig meget heldig, at tilbudet om et sponsoreret ophold netop fangede mig, og jeg er sikker på, at Vendsyssel Sparekasses sponsorat, har gjort det nemmere for mig, at skulle møde den store vide Verden! 

Anna, elev efterår/vinter 2007

 

Joomla SEO by AceSEF