Jeg føler mig hjemme efter bare tre dage
Lasse er ikke længere alene i verden – han er kommet på højskole. Og der lærer han ikke bare at fotografere med gamle analoge teknikker. Han lærer også at vaske sit eget tøj – og 1.000 andre vigtige ting.
Af Lasse Damgård Elholm, elev efterår 2008
Tre dage. Så lang tid gik der, fra jeg for første gang kørte ind gennem porten til Vrå Højskole, og til jeg følte mig så godt som hjemme her. Netop hjemvendt fra en rejse til USA, havde jeg bare ugen før stået fuldstændig intetanende om, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg ville arbejde mere med fotografi. Med dét i tankerne begyndte jeg at undersøge fotografuddannelser og højskoler, men jo mere jeg søgte, des mere håbløst så det ud; det var enten for dyrt, for langt væk eller for sent. Det gik hurtigt op for mig, at jeg var alt for sent på den, da stort set alle uddannelsesforløb allerede var startet og ikke længere tog imod elever. Altså, selvfølgelig, lige med undtagelse af Vrå Højskole. Selvom forløbet havde taget sin begyndelse tre uger tidligere, tog de stadig imod elever, og den efterfølgende uge stod jeg så, som nævnt tidligere, på skolens gårdsplads.
Selvfølgelig glædede jeg mig til oplevelsen, men min største bekymring var, at de andre elever havde haft tre uger til at lære hinanden at kende, og at jeg derfor ville ende som en outsider. Dén tanke sad fast i mit hoved de første to dage, men på den tredje var den lige så forsvundet, som et billede, man har glemt at putte i fixervæske og efterfølgende slæber med ud i sollyset for stolt at vise sin fotolærer (hvilket jeg da også senere skulle opleve). Der gik ikke mere end en uge, før jeg havde lært næsten samtlige elever at kende, både danske, ungarske, grønlandske og nepalesiske – for ikke at glemme en enkelt kineser – og fundet mig godt til rette i mit nye hjem i Nordjylland.
Før mit ophold på Vrå Højskole, havde jeg arbejdet meget med digital fotografering, ja næsten dedikeret mit liv til det. Men jeg havde aldrig fået muligheden for at arbejde med analoge kameraer, fremkalde film eller slippe kreativiteten løs i et mørkekammer. Jeg havde tidligere taget grundforløbet i fotografering på Medieskolerne i Viborg, men bare året før jeg startede, havde de opgivet analog fotografering, ligesom de fleste andre fotografuddannelser. Her på skolen holdes den analoge filmånd dog i live, og det er netop dét, der gør fotolinien på Vrå Højskole så unik. Jeg har lært ting om fotografering her, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle blive interesseret i og har opdaget helt nye kreative sider af mig selv. Jeg har lært at slippe tøjlerne, bryde rammerne og bare lege med mediet, noget som jeg ikke kan huske at have gjort, siden jeg fik mit første kamera for snart fire år siden. Dét faktum, at jeg i øjeblikket venter på, at en sten, jeg har fremkaldt et fotografi på, tørrer, burde næsten sige det hele.
Nu nævner jeg selvfølgelig fotografering meget, da det jo er den linje, jeg har valgt her på højskolen. Men på de kun fem uger, jeg indtil videre har været her, har jeg også lært at spille lidt klaver, tale en smule ungarsk og – næsten – vaske mit eget tøj. På højskolen bliver man nemlig ikke kun undervist i løbet af lektionerne, men hele døgnet rundt af både lærere og venner, på kryds og tværs af studielinjer og nationaliteter. Man lærer lidt om at stå på egne ben, lidt om livet, lidt om verden omkring os – og fra tid til anden, endda også lidt om sig selv.