Vrå Højskole sætter fokus på terrorisme

Hvad er terror, og hvem er terroristerne? Det spørgsmål vil Kurt Rønne Mikkelsen forsøge at besvare, når han onsdag den 10. maj gæster Vrå Højskole.


Af Helle Møller Riis

Amerikanerne har sammen med landets allierede erklæret krig mod terrorismen. USA-kritikerne mener, at det i virkeligheden er en krig mod Islam. Andre igen mener, at det hele handler om at ville beherske jordens olierigdomme.

En sag kan altid ses fra flere sider, men en definition på terrorisme kan begge sider i en konflikt sikkert godt blive enige om?

Men hvem er terroristerne? Hvem er frihedskæmperne? Hvem er heltene? Hvem er de virkelig ansvarlige? Hvad kan få en terrorist til at udøve sin onde gerning? Hvem vinder kampen og hvem taber?

Det vil Kurt Rønne Mikkelsen komme med sine svar på.

Han har selv arbejdet i og boet i et muslimsk land, der huser mange af dem, som nogle medier beskriver som terrorister, andre som frihedskæmpere. Han har rejst i de seneste 15 år og har blandt andet været i det område, hvor Bin Laden blev gemt og beskyttet af befolkningen.

* Jeg har gode venner på begge sider af ”kampen mod terrorismen”. Derfor har jeg måske et mere nuanceret billede af situationen end det, man får gennem vestlige medier alene. Jeg kan ikke give det eneste rigtige svar på terrorismen, men jeg kan fortælle om, hvad begge parterne i konflikten ville svare, hvis de blev spurgt. Jeg vil også fortælle om den løsning, jeg selv tror på, fortæller Kurt Rønne Mikkelsen.

Foredraget er onsdag den 10. maj på Vrå Højskole klokken 19:30. Efter et oplæg ved Kurt Rønne Mikkelsen er der kaffe og bagefter diskussion og debat.

 

    

kurt ronne mikkelsen

Kurt Rønne Mikkelsen. Foto: Bente Poder