Nordjyske-piaMediernes valg
– vælgernes medier

Pia Schnoor

Valg er mange ting. Men et af de valg, der har fyldt utrolig meget i den forløbne tid, og stadig gør det, er det amerikanske præsidentvalg.

Vi er blevet tudet ørerne fulde, det har fyldt sendefladen på de etablerede tv-kanaler og såmænd også været til stede på de sociale medier. Mange af os er blevet overraskede over resultatet, og nu kan alle "besserwisserne" igen bruge tv-tid på at analysere, hvorfor meningsmålingerne igen tog fejl, uden at vi bliver ret meget klogere af det.

Samme dag som dette valg havde vi et andet valg, et dansk valg, der var vigtigt, men som i det store hele blev overset og dermed gjort ligegyldigt for den største del af den danske befolkning: menighedsrådsvalget.
Der er 1748 menighedsråd i Danmark, knap 13.000 folkevalgte menighedsrådsmedlemmer, hvis opgave det er at sætte rammerne for den danske kristne folkekirke. Menighedsrådene fastlægger gudstjenester, planlægger kirkens aktiviteter og dermed livet i kirken, administrerer kirkens ejendomme, prioriterer ressourcerne og er ansættelsesmyndighed og ledelse for kirkens ansatte.

Regeringen har i regeringsgrundlaget for første gang i nyere tid indskrevet og pointeret, at Danmark er et kristent land. Ganske vist står det i afsnittet under folkekirken, og kulturministeren anfører:

Den kristne fortælling, de bibelske fortællinger, den kristne anskuelse er jo fundamental i dansk kultur. Det er jo også derfor, at kristendomskundskab er obligatorisk i skolen, for man kender ikke Danmark, hvis man ikke kender den kulturelle baggrund – og den er lige vigtig, hvad enten man er troende eller bare kulturkristen.

    

Hvis dette emne er så vigtigt, hvis regeringen er i pagt med befolkningen på dette område, hvorfor ignoreres valget til denne kulturforening, folkekirken, så fuldstændig af de danske medier i forhold til det amerikanske valg?

Er der ikke godt fjernsyn i det, er der ikke gode historier? Måske nej. Der er ingen højtråbende individer, der slynger om sig med udtryk og påstande og benytter sig af en retorik, der alene har til formål at fornærme, skade eller latterliggøre andre. Vigtige spørgsmål gøres til underlødig underholdning, og der lukkes for væsentlige debatter. Det er det, man kan gøre med en stærk retorik.

Jeg er ikke og har aldrig været medlem af et menighedsråd. Jeg er nærmest det, der i kulturministerens udsagn kaldes kulturkristen. Men jeg kan godt blive ærgerlig over, at et så væsentligt element i vores samfund ignoreres af medierne. Det er nemlig der, interessen skabes. Det er der, oplysningen kan ske, således at vi som befolkning kan gøres interesserede i, hvad der egentlig sker, og hvad kirken kan.
Medierne har magt, både de etablerede og de nye medier, herunder de sociale medier. YouTube-kanaler bliver måske særligt de unges informationskanaler. Og når en ganske ung 17-årig kan får 198.000 følgere på at snakke om sig selv, må der være noget, disse kanaler kan, som de etablerede kanaler ikke kan.

     

Men det fratager ikke de etablerede kanaler for ansvar for oplysning. Det er licensbetalte kanaler, der er forpligtet til at formidle objektiv oplysning. Og lige netop her med de to valg ville jeg ønske, de havde taget ansvaret på sig.

Jeg kan godt se, det er sjovere at stå på gaden et eller andet sted i USA, end det er at følge menighedsrådet på Lolland, hvor der mangler mennesker, der vil stille op. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis bare 10 % af de midler fra medierne, der blev kastet efter USA’s valg, var blevet brugt på at oplyse, fokusere og ”brande” menighedsrådene og derved befolkningens mulighed for at udvikle og skabe den kirke, der er relevant og tidsvarende i dagens samfund, så havde det måske set anderledes ud.

Kirken og dens fælleskab er vigtig for vores kultur, både historisk og i dag som en følge af mange politiske beslutninger også socialt. De mennesker, der tegner kirken, er uhyre vigtige.

Danmarks menighedsråd kan med humanistisk tankegang, næstekærlighed og respektfuld retorik udvikle sig til en meningsdanner i samfundet, hvis der gives plads til formidlingen af deres arbejde. Det kunne jeg godt ønske mig. Naturligvis har menighedsrådene også selv et ansvar for formidlingen. Men denne gang: det er en ommer! Jeg håber vi ses om 4 år.