10 år i spidsen for Vrå Højskole

Den 1. januar 2017 har forstanderparret Pia Schnoor og Søren Ottzen 10 års jubilæum på Vrå Højskole. Kom og vær med til at fejre det på årets første dag.

Af Helle Møller Riis

Hvordan får man en synkende skude til at blive et smukt sejlskib?

Spørg Pia Schnoor og Søren Ottzen.

Da de den 1. januar 2007 overtog Vrå Højskole, gik der kun 7 elever på højskolen, og tallene i regnskabet var blodrøde. En af Danmarks ældste højskoler var med andre ord tæt på at lukke, men er takket været forstanderparret i dag en veldrevet forretning, fyldt med højskoleelever og spændende kulturelle arrangementer.

Den succes og parrets 10 års jubilæum på Højskolevej i Vrå markeres den 1. januar 2017 klokken 15:00 – 17:00. Her vil der blive serveret stort kaffebord for gæster og venner af højskolen, personale, forretningsforbindelser og samarbejdspartnere.

 

ps2 kopi

Foto: Søren Schnoor